Daarlige vaner

Paa togt med tyskerne ved stranden i Mount Maunganui.

DET kan nogle gange vaere ganske praktisk at have brugt halvdelen af sit liv paa at spille pool og se fodbold. I hvert fald, naar man staar paa et kollegie med 500 studerende, som man ikke kender.

Mandag aften spillede jeg pool med en amerikaner nede i kollegiets forhal og snakkede EM2008 med et par tyskere. Det viste sig, at de skulle paa et par dages road trip paa nordoen naeste morgen. Jeg tog chancen og hoppede med dem.

Der var i alt tre tyskere. En cool fodbold-gut fra Flensborg og to venner fra Munchen, der kunne lave sjove parodier paa Hitler.

Tirsdag overnattede vi i det lille bade- og surfparadis Mount Maunganui, som vi fik anbefalet af en servitrice ved en vinsmagning, som holdte ind ved. Stranden var en lille perle, som var sammenlignelig med min idylliske yndlings-strand paa Koh Tao i Thailand.

Onsdag og torsdag var vi i Rotorua, der er beroemt for boblende mudder, geysere og maori-kultur. Det var meget turistet i dagtimerne, men til gengaeld var nattelivet ret forrrygende, blandt andet med tonsvis af australiere, der synes jeg lignede forsangeren fra Silverchair. Jeg synes selv, at ligheden er ret umulig at faa oeje paa.

I aften i Auckland er det regn, regn og atter troperegn. Saa god tid til at skrive blog, spille pool og snakke om gutternes 1-0 sejr i Madrid.

Peace from the pacific :)

Lidt fotos

Jeg er ikke selv alt for flittig med fotografi-apparatet hernede. Men paa det her link kan du se nogle af de farvebilleder, som Dan knipsede med sit proffe Canon-kamera, mens vi rejste rundt i januar. Klik paa gallerierne Abel Tasman, Blenheim og New Zealand.

Se billeder? Tryk her

Pose! Dance! Flex! - all day long

Det er nu officielt: Mine ben hader mig

Vores hold med det lidt specielle navn Phat Cliffords, som ingen vidste hvad betoed.

FREDAG tjekkede jeg ud fra en mindre fiasko af et vaerelse ejet af nogle kinesere. Jeg flyttede over i en top-moderne laekker lejlighed paa 13. sal med havudsigt og enorme vinduespartier. Fra stuens laekre sofaer kan man meditere over Auckland Harbour og de latterligt vilde lukusyachts, der rokker i takt med New Zealands vindende Americas Cup baade.

Mindre end en halv time efter at jeg havde smidt min backpack paa sengen, var jeg dog paa vej ned med elevatoren igen. Weekenden stod paa stafet rundt om den enorme vulkan-soe Lake Taupo. Jeg koerte med et par Auckland-gutter fra Kristians og mit hold de smaa fire timer derned. Her moedtes vi med holdets resterende 6 loebere og en haandfuld cheerleadere.

Ruten var delt ind i 18 dele af forskellig laengde og terrean. Nogle paa holdet loeb en tur og andre loeb to. Loeberne paa foerste stykke startede kl. 3 om natten med pandelamper og reflekser. De gav stafetten videre i nogle transition-omraader, indtil vi til sidst i faellesskab havde loebet hele vejen rundt.

Jeg loeb tur nummer fire paa 8,3 kilometer. Jeg overtog den selvlysende stafet-pind, mens det stadig var moerkt. I loebet af turen stod solen op, saa det var lyst da jeg gav stafetten videre.
Min taktik var at starte i et alt for hoejt tempo og saa haabe paa at holde hjem. Det gik nogenlunde. Isaer fordi nogle fra holdet havde indlagt to "heppe-poster," hvor de stod og klappede mig frem. Og med det in mente var der ingen undskyldning for at saette tempoet ned.

Da jeg kom i maal var jeg overbevist om, at jeg havde loebet paa noget, der lignede 32 minutter. Jeg var vitterligt ved at doe af udmattelse, og jeg havde overhalet en god portion loebere og var ikke selv blevet nuppet af en eneste. Jeg maatte desvaerre noejes med beskedne men trods alt tilfredsstillende 40 minutter. Sidst paa eftermiddagen loeb Kristian sidste tur paa en elleve kilometer og aftenen stod paa halbal og Speights.

Her mandag eftermiddag (to en halv dag efter loebet) er jeg stadig saa oem i benene, at jeg gaar som en rummand med krampe.

Soendag aften kom jeg tilbage til den nye lejlighed. Den ligger faa minutters gang fra alt, hvad man har brug for af kaffebarer, kiosker og campus. Lejlighederne er et slags kaempe kollegie, som kun er for AUT-studerende. Jeg bor sammen med fire kiwi-gutter. En jaevnaldrende fra Christchurch, der studerer design, og tre lidt yngre gutter, der er nogle festaber, men vaeldig flinke. Desuden er en af dem Arsenal-fan og en anden er United-mand. Saa det skal nok gaa galt.

Peace'n'respect from nz

AUT and the canadian phone prankster

Foerste skoledag paa AUT, og jeg er lettere forpustet. Orientering og studiekort, hilse paa en milliard medstuderende, gratis sandwich og kaffe.

Det sjove ved at rejse er, at det er saa nemt at falde i snak med andre. "Where are you from?" synes at vaere vedtaget som den universelle samtale-starter. Herefter glider samtalen over i, hvor dygtig man er til engelsk i tilfaelde af, at man er dansker:

"I cant believe how well you speak english. You sound like a native..." (...og det er altsaa ikke kun mig. Dan og flere andre danskere jeg har moedt faar den ogsaa hele tiden)

Logikken synes at vaere, at amerikanere tror, at jeg er australier. Australiere tror, at jeg er amerikaner. New Zealaendere kan ikke helt pinpointe accenten og spoerger istedet. Mens belgiere og schweizere tror, at Danmark er et todelt land med en engelsk- og en dansktalende halvdel.

Det viste sig at vaere ganske nyttigt, da jeg fik politiet paa nakken, mens Kristian, Dan og jeg stadig rejste rundt sammen. En vaad nat paa vores hostel i Nelson besluttede vi os for at lave telefonfis med en lokal vinbonde-ting, der paa en plakat reklamerede for rundvisninger. Jeg ringede op og lavede en historie om, at det var meget vigtigt vi fik fat i en Mr. Anderson, som gemte sig paa vingaarden.

Tyve minutter efter bankede politiet paa hostelets doer. De ledte efter en fyr med en kraftig canadisk accent, der lavede telefonfis med folk i lokalomraadet. Gud'ske lov var der kun danskere og svenskere tilstede, og vi kunne jo umuligt have gjort det:)

Love'n'respect from nz

Niels

Post box, send gerne postkort

Min Postadresse i Auckland:

Niels Soendergaard
PO BOX 4431
Shortland Street
Auckland 1140
New Zealand

I Auckland har postvaesnet regnet den ud. De tilbyder gratis postbokse i seks maaneder til tilflyttere i saerligt flytteramte omraader. Det vil sige, at hvis jeg flytter til et andet sted i Auckland skal jeg ikke til at melde en adresseaendring. Og det vil ogsaa sige, at jeg ikke skal vaere bange for at vigtige breve forsvinder. Bare send nogle postkort herned :)

www.youtube.com/watch?v=bIEOZCcaXzE

Bemaerk, at jeg udfoerte springet med den skaeve australier Adam spaendt fast paa ryggen.

Hvem mon har verdensrekorden i flest klik paa det her link www.youtube.com/watch?v=bIEOZCcaXzE..? Jeg er i hvert fald et godt bud.

Amerikanske MGMTs nummer "Kids" storhittede i Danmark, da jeg tog hjemmefra i begyndelsen af januar. Jeg blev lynhurtigt noerdforelsket i hende pigen i videoen og i historien bag den.

Kort fortalt var det en tv-studerende, der i al hast klaskede klippene sammen til opgave paa sin skole. Pigen og drengen er et par af hans venner. For sjovt lagde han den faerdige video ud paa youtube, hvor den blev et kaempe hit. De to musikere fra MGMT faldt over den og elskede den saa meget, at de gjorde den til sangens officielle video.

Fast forward til faldskaerms-dagen ...Og saa sad Dan og jeg der paa bagsaedet i minibussen paa New Zealands sydoe. En ung gut med kasket og solbriller havde lovet at koere os tilbage til vores hostel, efter vi havde sprunget. Adrenalinen pumpede stadig i kroppen paa os. Solbrille-gutten bag rattet sad og berettede om, hvorfor han foretrak turistpiger frem for new zealandske. Og pludselig, for foerste gang efter ankomsten hoerte jeg MGMT-sangen i New Zealandsk radio. Vi skreg til skydive-chauffoeren, at han skulle skrue volumen helt op. Et styks perfekt afslutning paa skydive-dagen. ... control yourself, take only what you neeeeeeed from it ;)

Peace

Dunedin - The Aalborg of New Zealand

Et universitet, en havn og et bryggeri og saa er tonen ellers slaaet an. At koere ind i Dunedin er som at koere langs havnen i Aalborg paa en efteraarsdag. Beton, blaest, maager...

Byen i sydoest er berygtet for sit vilde studie-liv. Otago University leverer en portion fordrukne studerende, der i byens raa klima bruger hovedparten af deres fritid paa at drikke den lokale oel, Speigths, proud of the south.

Jeg skal besoege Speights-bryggeriet om en halv times. Halvanden times rundtur med proevesmagninger. Tidligere i dag besteg jeg Baldwin Street, som er verdens stejleste beboede gade. Den minder om Fyrrehoejen hjemme i Virklund, baade i laengde og villaer. Dog er den dobbelt saa stejl. MEd mine traenede hiking-ben var det selvfoelgelig ingen sag at gaa op. Der var saagar en dvaerg med noget ret alvorligt gangbesvaer, der begyndte at gaa op samtidig med mig. JEg gav ham ikke mange chancer for at komme hele vejen. Men det gjorde han, Oven i koebet med et overskudsagtigt "Smile for the camera", til sine venner paa toppen.

Vejret er en anden historie her i byen. Med dens position ud til Stillehavet forklarede en ansat paa mit hostel, at de ofte oplever alle fire aarstider paa en dag. I dag paa Baldwin Street var det svedende hot. Men I gaar, da jeg kom, var det dansk november. Koldt og blaessende. Jeg tog ud paa det lokale Carisbrook Stadium og saa saesonpremieren paa Super 14 i rugby. Turneringen svarer vist cirka til Champions League i Fodbold. De lokale Otago Higlanders tog i mod australske Canberra Brumbies.

Selvom jeg aldrig har kendt reglerne, fangede jeg dem rimeligt hurtigt. Kort fortalt: Spillerne maa kun kaste bagud, de maa sparke bolden fremad, hvis de laver "touch down" giver det 5 point og derefter kan de sparke en conversion, der giver to point.

Higlanders har haft et par elendige saesoner i traek, men de kom forrygende fra start. De kom foran 19 - 0 inden for de foerste tyve minutter. Ved Halvleg stod der 19 - 7. Efter pausen gik det dog helt galt og Brumbies loeb Otago over ende og kom foran 30 - 19. Kampen saa ud til at vaere slut, men med et kvarter igen fandt Higlanders energi til at lave to "touch downs" og en conversion, der bragte dem foran 31 - 30 med 100 sekunder tilbage paa uret.

Tribunen jeg stod paa var en cement staa-tribune uden overdaekning. Alle var malet med klubbens gule og blaa farver i hovedet, eller havde halstoerklaeder eller flag. De gik mildest talt amok, da Highlanders kom foran.

Men den raakolde aften sluttede skaanselsloest, ondskabsfuldt for hjemmeholdet og de fremmoedte fans. Med kun tyve sekunder igen lykkedes det en Brumbies-spiller at sparke en to points scoring mellem staengerne til en 33 - 31 sejr.

MEn naeste fredag moeder Highlanders Hurricanes fra Wellington. Jeg tror nok jeg skal til at foelge Otagos helte :-) Det er sjovt, hvorfor man begynder at holde med et hold...

Anyways

Jeg skal over paa Speights nu. PEace

Next stop Auckland

Det er et sjovt folk, new zealaenderne, eller kiwierne som de kalder sig. De er verdens mest venlige mennesker med deres konstant hilsende "how' you doing, bro?" De kan finde paa at stoppe op paa gaden og give dig kirsebaer, naar du tumler med alvorlige toemmermaend eller invitere dig paa barbeque, fordi du deler deres danske roedder. Men de kan ogsaa vaere verdens mest himmelraabende brokkeroeve, der kan finde fejl og mangler alle steder i det her ellers ret pletfrie land. Allermest elsker de at brokke sig over Auckland. Byen er landets eneste millionby med dens omtrent Koebenhavn-agtige indbyggertal. Dork-lander eller Jafa (just another fucking Aucklander) er de mest brugte skaeldord, de paahaefter en, naar man fortaeller, at man skal studere et halvt aars tid i storbyen. Jeg gaar ud fra, at det er en rivalisering a la Koebenhavn vs. Jylland.

Auckland University of Technology har ellers faaet en del plusser i min bog for at vente med at starte semesteret til 19. februar. Det har givet mig mit livs laengste og varmeste juleferie og dermed en ret unik chance for at studere kiwierne og deres hjemlands saerheder.

Blandt andet:

1) Sandflies og UV-straaler er de to ting i NZ, du ikke kan tage serioest nok. Sandflies er myg ganget med tre eller fire i irritations-level. Alle turister hernede har en historie om, hvordan de paa smertefuld vis laerte lektien om altid at have Insect repellent med sig. For mit vedkommende var det desvaerre i midten af en nationalpark med to dages vandring til naermeste butik med anti-myggespray. Desuden lykkedes det mig paa tredjedagen hernede at blive solskoldet gennem min hvide t-shirt. Den internationale UV-skala gaar fra 1 til 11, og der har ikke vaeret en eneste dag hernede, hvor den har vaeret under 10. En skyfri dansk sommerdag er vistnok 4.

2) Det tager lidt tid at vaenne sig til kiwiernes udtale af E'er, A'er og EA'er. Yes udtales JIIIS. Head udtales som Heat. Og Heat udtales som Hate. Sidstnaevnte foerte til en stoerre misforstaelse, da jeg troede, at servitricen i et cafeteria serverede mig et stykke taerte og spurgte "Do you want me to hate it for you?"

3) Aviserne hernede er grinagtigt billige med 1,50 NZ dollar for landets stoerste avis. Det svarer til smaa 5 kroner. Og aviserne er glimrende. De formaar baade at lave community-agtig journalistik, hvor de arrangerer lokale indsamlinger til fordel for ofrene fra bush-braendene i Victoria (aarets klart stoerste historie hernede) og tage alverdens problemstillinger om stadionbyggerier og overfald paa turister grundigt op og foelge historierne til doers.

I dag er jeg i Queenstown paa sydoen. Det er cirka saa langt, som man kommer fra Auckland. Inden laenge er det derfor ud med tommelfingeren og op til storbyen i nord og dermed ogsaa livet som "Just another fucking Aucklander."

Peace'n'Kiwijumps from NZ