Det er nu officielt: Mine ben hader mig

Vores hold med det lidt specielle navn Phat Cliffords, som ingen vidste hvad betoed.

FREDAG tjekkede jeg ud fra en mindre fiasko af et vaerelse ejet af nogle kinesere. Jeg flyttede over i en top-moderne laekker lejlighed paa 13. sal med havudsigt og enorme vinduespartier. Fra stuens laekre sofaer kan man meditere over Auckland Harbour og de latterligt vilde lukusyachts, der rokker i takt med New Zealands vindende Americas Cup baade.

Mindre end en halv time efter at jeg havde smidt min backpack paa sengen, var jeg dog paa vej ned med elevatoren igen. Weekenden stod paa stafet rundt om den enorme vulkan-soe Lake Taupo. Jeg koerte med et par Auckland-gutter fra Kristians og mit hold de smaa fire timer derned. Her moedtes vi med holdets resterende 6 loebere og en haandfuld cheerleadere.

Ruten var delt ind i 18 dele af forskellig laengde og terrean. Nogle paa holdet loeb en tur og andre loeb to. Loeberne paa foerste stykke startede kl. 3 om natten med pandelamper og reflekser. De gav stafetten videre i nogle transition-omraader, indtil vi til sidst i faellesskab havde loebet hele vejen rundt.

Jeg loeb tur nummer fire paa 8,3 kilometer. Jeg overtog den selvlysende stafet-pind, mens det stadig var moerkt. I loebet af turen stod solen op, saa det var lyst da jeg gav stafetten videre.
Min taktik var at starte i et alt for hoejt tempo og saa haabe paa at holde hjem. Det gik nogenlunde. Isaer fordi nogle fra holdet havde indlagt to "heppe-poster," hvor de stod og klappede mig frem. Og med det in mente var der ingen undskyldning for at saette tempoet ned.

Da jeg kom i maal var jeg overbevist om, at jeg havde loebet paa noget, der lignede 32 minutter. Jeg var vitterligt ved at doe af udmattelse, og jeg havde overhalet en god portion loebere og var ikke selv blevet nuppet af en eneste. Jeg maatte desvaerre noejes med beskedne men trods alt tilfredsstillende 40 minutter. Sidst paa eftermiddagen loeb Kristian sidste tur paa en elleve kilometer og aftenen stod paa halbal og Speights.

Her mandag eftermiddag (to en halv dag efter loebet) er jeg stadig saa oem i benene, at jeg gaar som en rummand med krampe.

Soendag aften kom jeg tilbage til den nye lejlighed. Den ligger faa minutters gang fra alt, hvad man har brug for af kaffebarer, kiosker og campus. Lejlighederne er et slags kaempe kollegie, som kun er for AUT-studerende. Jeg bor sammen med fire kiwi-gutter. En jaevnaldrende fra Christchurch, der studerer design, og tre lidt yngre gutter, der er nogle festaber, men vaeldig flinke. Desuden er en af dem Arsenal-fan og en anden er United-mand. Saa det skal nok gaa galt.

Peace'n'respect from nz