Lav sol over Auckland

Og solen skinner stadig i Auckland. Selvom det er ved at vaere godt henne paa efteraaret har vi 23 grader og blaa himmel. Vi er dog skiftet til vintertid, saa det bliver moerkt omkring klokken 18.00 hver aften.

Australia

Australien er ganske vist en anelse mindre en Europa, men til gengaeld bor der kun 20 millioner mennsker (en fjerdedel af Tysklands befolkning). Landet er saa stort, at der ligger en enorm soe i West Australia, som folk er saa ligeglade med, at de har kaldt den "Lake Disappointment." Der ligger ogsaa en oerken paa stoerrelse med Jylland, der er opkaldt efter en vaskemaskineforhandler :)

JEG ved ikke, hvordan man finder paa at kalde en film "Australia," men det gjorde Baz Luhrmann med sin forholdsvis nye film med Hugh Jackman og Nicole Kidman. Jeg ville vaere ret kritisk over for en film, der hed "Danmark" med Mads Mikkelsen og Iben Hjejle, men jeg vaelger alligevel den ret generelle titel til det her blog indlaeg, da det bliver en hurtig gennemgang af hele turen i Aussie-land efter Melbourne.

Eller ikke helt, fordi jeg vil lige starte med at slaa fast, at Melbourne altsaa var praecis lige saa fed, som tonsvis af forskellige lokale og turister havde fortalt mig. Vi var der i fem dage. Hvor Sydney er taet pakkede business-bygninger krydret med et vaeld af surfer-strande er Melbourne Amsterdam uden kanalerne, med dens overskuelige centrum, funky forstader og skaevheder i form af cafeer, gadegoejlere og gratis sporvogne. Desuden er det Mekka for Australsk fodbold, som er en kombination af rugby og slaaskamp til en boernefoedselsdag. 70.000 tilskuere tog ligesom os ind og saa lokalderbyet mellem Carlton og Essendon, som endte 105-103. Vi moedte flere australiere, der fortalte, at det var aarets kamp i ligaen.

Great tourist ocean road

Efter fem dage i Melbourne hoppede vi paa en bustur langs Great Ocean road til Adelaide med 18 andre unge mennesker (og to franske 70-aarige damer, som tilsyneladende ikke havde noget imod de overfriske guider og den pumpende musik i bussen). Great Ocean road er ret beroemt, og i bund og grund bare en koeretur langs nogle (indroemmet) ganske flotte klinter med solnedgange, der ligner noget malet med paintbrush i et disney-studie (hvilket er det stoerste kompliment, man kan give en solnedgang :). Men der var alt for mange foto-knipsende turister og tilsvarende turistfaelder til, at jeg synes det var helt fantastisk. Hoejdepunktet mellem Melbourne og Adelaide var afgjort, da vi overnattede i en en by med syv indbyggere, et hostel og en bar. I baren "talk of the town" ville vi hoere om oellene kostede det samme, da der ikke stod nogen pris ud for dem. Efter at bartenderen havde gransket sit svar i nogle sekunder, svarede han et velovervejet "Nej" og kiggede saa med et afventende blik tilbage paa os.

Efter et par dage i Adelaide, hvor vi mest slappede af og tog en tur paa casino, hvor jeg vandt 160 kroner i en af de mest bizarre pokerhaender jeg nogensinde har spillet (flush vs. straight vs. trips, all in paa floppet og fangede nut-flushen paa turn) gik det videre med en seks dages tur gennem den australske outback til Alice Springs.

Outbacken blev vi ret hurtigt forelskede i. Outbacken er oerken med alt hvad man har set fra Hollywood. Busk-stumper, der blaeser over de stoevede veje, en blaa himmel, der ikke har det mindste lille stykke vatsky at praesentere og saa ufatteligt meget oede land, at man ikke forstaar det. Flere gange stod vi ud af bussen og drejede 360 grader rundt om os selv uden det mindste hus eller klipper i syne. Det var som at staa i midten af en sandfarvet CD-skive. Med nogle timers mellemrum naaede bussen til et lille vandhul, hvor der typisk var en bar og en tankstation. Der var saa mange fluer i oerkenen, at jeg hele tiden havde mit myggenet over hovedet, og fik en del misundelige/irriterede blikke fra de andre, der ikke havde et. Andre gange standsede vi ved hiking-steder, hvor blandt andet "Dutchmans stern" kan anbefales, med en udsigt, der mindede om noget fra savannerne i Afrika. Der var tit kaenguruer, der med tiden er blevet saa tamme, at vi kunne klappe flere af dem. Senere fik vi ogsaa en ridetur paa dromedarer. (Der lever en million vilde dromedarer i Australien, men guiden forklarede, at hun foerst fandt ud af de overhovedet fandtes i landet for to aar siden. Derudover var hun overbevist om, at de fleste aussies heller ikke vidste det. Og jeg vidste det da egentligt heller ikke, foer jeg kom til oerkenen)

Ayres Rock og Alice Springs

Senere kom vi til en mineby i midten af oerknen, hvor der i mange aar er blevet gravet efter opaler. Byen cirklede om minedrift, og stoerstedelen af befolkning boede i aflagte mineskakter, der nu fungerer som stoevede hobbithuller. Vi sov i et af hobbithullerne og fik fortalt, at det gode ved hullerne var, at de var temperede i oerkenen, hvor temperaturen kunne naerme sig 50 grader i sommermaanederne. I byen var der ogsaa en del aboriginals, der lidt soergeligt ser ud til at vaere Australiens groenlaendere. Alle dem jeg saa vaeltede ret berusede rundt i gaderne og raabte underlige ting. (Der er ogsaa aboriginals, der bor i bushen uden kontakt med omverdenen og ikke kan snakke engelsk)

Hovedpunktet paa outback turen var Ayres Rock (El. Uluru, som den mere politisk korrekt bliver kaldt nu, netop efter aboriginals holdte paa, at der var et oldgammelt helligt sted og navn for dem). Den var praecis saa flot, som vi havde haabet paa, og efter vi havde set solnedgangen, holdte vi disko i bussen hjem og sov under aaben himmel i svags (en slags soveposer, der vist er lidt sikrere mod slanger) Der var en del skilte om, hvilke slanger vi skulle passe paa. Vi saa ikke en eneste hele turen, men maatte noejes med et par edderkopper og en naesehorns/dinosaurer-agtig gul kaempe-bille. Sagen er den, at der er ret meget, der kan draebe dig i Australien. Hvert sted vi stoppede bussen havde vores guide en ny skraekkelig historie om, hvordan turister var doede netop dette sted (babyer taget af dingoer, smaa boern, der var faldet af klippesider eller kaerestepar bortfoert af psykopatiske seriemordere). Men for hver turist, der er blevet bidt af en slange eller faldet i doeden paa Ulurus klippesider (35 styks) er der altsaa en betragtelig portion, der som os kommer igennem uden at opleve andet end afslappede australiere og fantastisk natur. Og naar man kommer til fred med det fact, at der altsaa er en chance for at noget kan ske, saa er det egentligt et ganske uskraemmende sted.

Vi endte op i Alice Springs, som er en oerkenby, der kun blev oprettet, fordi man manglede en telegraf by mellem Adelaide i syd og Darwin i nord. Byen ligger omringet af klipper og man koerer igennem en spalte i klippevaeggen, for at komme indtil byen. Der var behagelige 30 grader og en swimmingpool paa vores moderne hostel. Vi var blevet ret gode venner med de andre paa bussen, da vi havde brugt alle doegnets timer de seneste seks dage sammen med dem. Vi sluttede af med en fest paa en bar, der var den eneste aabne i byen og dermed ogsaa i noget, der ligner den naermest millard kvadratkilometer. Og saa var det ellers tilbage til Auckland naeste dag.

Senere vil jeg helt sikkert tilbage og koere turen fra Brisbane op til Cairnes langs Great Garrier Reef.

Fotos fra Dans kamera ligger paa dette link, og der kommer vist flere fra Outbacken en af de naeste dage.

Indtil videre

Peace n love from nz

Operahuset, den vej...

DET lykkedes immigrationsmyndighederne i New Zealand at være færdige med behandlingen af min ansøgning om studievisa præcis en dag efter den absolute deadline, som jeg havde givet dem i adskillige "urgency requests."

Tirsdag 7. april klokken 6.00 havde jeg en flybillet til Sydney og min 17 dages rundtur i Australien med Dan. Den havde jeg booket og betalt. Men mandag 6. april var mit pas stadig ikke kommet retur. Istedet kunne skrankepaven, der behandlede min sag stolt fortælle i telefonen, at han var i stand til at sende mig mit pas, så jeg kunne få det 7. april. Efter mit fly var gået vel og mærke.

En længere diskussion i telefonen, hvis detaljer jeg vil spare jer for, endte det med, at jeg fik hyret et privat kurrer-firma til at hente passet for den nette sum af 600 danske kroner. Jeg fik det roedbede farvede dokument klokken 18.00 om aftenen, og skippede soevnen for at gaa i byen med nogle kammerater. Jeg var ret sikker paa det var en daarlig ide at gaa i seng, naar jeg skulle vaere i Auckland Airport senest 04.00 naeste morgen.

Naeste dag ved Australsk middagstid samlede Dan mig op ved Central Station i Sydney. Vi tog en rundtur til Operahuset, Harbour Bridge og legendariske Bondi Beach, hvor et kamerahold tossede rundt og lave en docu soap om de lige saa legendariske livreddere paa stranden.

Om aftenen moedtes vi med mine venner fra Journalisthoejskolen, Jeppe og Pernille, som er paa udveksling paa UTS; Sydneys pendant til Auckland University of Technology. En ordentlig omgang bajere, mexicanere og faa timers soevn paa en sofa resulterede i, at jeg om muligt var i endnu stoere soevn-underskud min anden dag i Sydney.

Sydney er en af de vildeste byer, jeg har vaeret i endnu. Mest paa grund af den historie man fornemmer der. Indsejlingen til bugten i Sydney er omkranset af lodrette klipper og ved den gigantiske Harbour Bridge blafrer et Australsk flag, der er maa vaere mindst syv-otte meter paa tvaers. Det foeles som om at Sydney er porten til en helt ny verden, som ligger midt i oerken, strande og livsfarlig natur. Det foeltes oprigtigt som om byen kan leve sit eget pulserende storbyliv, uden nogensinde at bekymre sig synderligt om, at verden er stoerre end, hvad der straekker sig langs den Australske oest-kyst.

Foerst da vi naaede til Melbourne for et par dage siden lykkedes det mig, at faa hentet noget soevn. Jeg sov stort set foerste dag vaek paa hostellet. Der er comedy festival i byen, og foerste aften tog vi ud og saa noget meget alternativt "komik", hvis hoejdepunkt var en balletdanser, der smadrede floedeskumskager med skridtet. Vi saa ogsaa et cirka lige saa alternativt show, der hed "1000 years of German humor," med to tyske gutter, der med mottoet "It doesn't need to be funny, it just need to be perfectly executed" har lavet sig en selvironisk stand up-karriere i engelsk-talende lande.

Indtil videre er jeg stadig klart mest fascineret af Sydney. Men det er formentligt ikke uden grund, at alle, der fortaeller om Funky Melbourne, har funklende oejne og elsker det meget mere end "nabobyen" paa oestkysten. Indtil videre har vi mest set Melbournes natteliv, men i dag skal vi ind og se en AFL-kamp. Australsk fodbold er mere eller mindre rugby paa en kaempe oval bane.

Vi moedes med et par bekendte her i Melbourne, inden vi tirsdag tager paa en bustur over Adelaide til Ayres Rock og Alice Springs, hvor jeg flyver hjem til Auckland fra 24. april. Jeg smider et par Snap shots fra turen om et par uger.

Indtil da...

Peace'n'respect from Oz (slang for Australien).