Mendoza...

Naa anyways. Jeg kom til Mendoza og tjekkede ind paa, hvad der viste sig at vaere et klassisk party-hostel, hvor de ansatte proevede en anelse for haardt at vaere cool. Men de viste sig nu hurtigt at vaere sweet hearts, og det var faktisk meget fedt, at der var spisning og party paa hostellet om aftenen.

Jeg havde egentligt en ide om, at jeg skulle ud at trekke eller koere paa mountainbike i bjergene. Men udbuddet af ture passede ikke lige ind i det tidsrum, jeg var her. I stedet tog jeg paa vinsmagning med en 25 unge folk. En bus koerte os ud til en vingaard (som i oevrigt hedder en "Bodega" paa spansk). Vi udleveret mountainbikes, som vi cyklede fra gaard til gaard paa. Isaer det foerste sted var cool. Det var en gammel, familliedrevet "organic farm", hvor de ikke brugte kemikalier eller pesticider overhovedet. En ung gut fra Californien var ansat paa farmen, og han viste os rundt og laerte os lidt om, hvordan man gaar til vinsmagning som en proff - kig, duft, snurre glas, smag,

Ellers har jeg ikke vaeret ude i det helt vilde her i bjergbyen. Der er heldigvis koeligere her end i Cordoba. Mendoza har brede boulevarder med overhaenger traeer, der goer det dejligt svalt at vandre rundt i gaderne. Byen er naesten helt cosmopolitisk - eller hvad det nu hedder - med et kaempe udvalg af ubercool cafeer, spisesteder og museer. Og her foeler jeg saa smaat, at jeg er ved at indfinde mig i den afslappede argentinske livsrytme. De tager virkeligt tingene stille og roligt. Well, undtagen naar de sidder bag et rat i en bil.

Jeg smutter til Buenos Aires med en bus i aften. Her moedes jeg med min kammerat Bjoern, som jeg skal lave lidt ballade med.

Indtil vi ses.

Peace out fra Argentina

Party in Cordoba where the heat is on

Cordoba er Argentinas naeststoerste by med cirka to millioner indbyggere. Jeg kom i onsdags til et hyggeligt lille hostel i midtbyen. Her havde de en rooftop-terasse, hvor man kunne drikke om aftenen og laese om dagen. Jeg fandt en bogbutik, der hed Blackpool med et lille udvalg af engelske boeger. Den mest interessante jeg faldt over var Huckleberry Finn, saa jaa, den er jeg halvvejs gennem nu.

Det foerste og mest markante man ligger maerke til i Cordoba er varmen. I mangel paa bedre beskrivelser kan jeg bare konstatere, at her er helt vildt varmt. Saadan som jeg forestiller mig varmen er i Bagdad. I loebet af dagen kan man naesten ikke holde ud at vaere i sin egen krop, men vi bliver til dels reddet af stuen paa hostellet, hvor ejeren har installeret air condition. Anyways.

Jeg var i opdagelseshumoer, saa jeg bestilte en tur til Che Guevarras barndomshjem. JEg var nok en anelse hurtig paa aftraekkeren og skulle maaske have laest tur-beskrivelsen lidt bedre. I hvert fald kom jeg paa en tur i en minivan, hvor jeg var den eneste paa under 40 aar. Bussen var en time forsinket fra morgenstunden, saa resten af dagen blev vi hunset rundt af vores guide, der talte vakkelvornt engelsk. Naar han sagde "ship" loed det som "sheep" "... the German sheep destroyed all the other sheeps..." og naar han sagde "tourism" loed det som "threesome". For mig var hovedmaalet med turen Che"s barndomshjem, men her havde guiden kun sat en halv time af, mens han i stedet havde valgt at priotere halvanden time i henholdsvis et kloster, i en tysk landsby og ved en kunstig soe. Jeg havde nu en hyggelig nok dag og snakkede blandt andet en del vintersport med et canadisk aegtepar, der ogsaa syntes at mene, at de kunne have brugt tiden bedre et andet sted.

Hostellet var ret socialt, og jeg fandt hurtigt nogle folk at haenge ud med. Saa jeg endte med at blive fire naetter i stedet for de to planlagte. Der var sociale arrangementer hver aften, som bar-besoeg, barbeque og tango. Vi besoegte en bar torsdag aften, hvor der var et argentinsk Beatles-cover band, der spillede for en fuldt proppet bar. Deres stemmer loed naermest identiske med Liverpool-drengene, mens deres udtale af teksterne haltede en smule. En anden dag endte jeg lidt tilfaeldigt i den lokale zoologiske have med en hollandsk gut, efter vi var kommet lidt paa afveje i forbindelse med et museums-besoeg. Det var en vaeldig hyggelig zoo, hvor vi tog et lille tog rundt i haven. Turen endte brat, da toget efter faa minutter koerte af skinnerne og satte sig fast i graesplaenen. Det tog lokomotivfoeren ikke saa tungt, og han henviste os til billetkiosken, hvor de allerede havde lagt vores penge klar, saa vi kunne faa udgiften til togbilletten retur. hoejdepunktet i zoo"en var et saelshow og to gigantiske flodheste, som man kom meget taet paa.

Cordoba var alt i alt en ret aflappende, varm og interessant oplevelse. Nu glaeder jeg mig til at tage en sen bus i aften til bjergbyen Mendoza, hvor der forhaabentligt er lidt koeligere, og for en sikkerheds skyld har jeg booket et hostel med swimmingpool.

peace out fra Cordoba

//Niels

Salta mortale

Efter Iguazu koebte jeg en busbillet til det nordvestlige Argentina - naermere bestemt den 300.000-indbyggere-store hovedby i regionen, Salta. Busturen var paa 24 timer, men gik overraskende smertefrit paa grund af de sensationelt laekre langdistance busser, som de har i Argentina. Man sidder i en laenestol, som man kan tilte helt ned i vandret stilling, naar man skal sove. Desuden koerer der velkendte Hollywood-film med engelsk tale og spanske undertekster paa skaerme, de saenker ned fra loftet. Der er er tre maaltider paa bussen, og generelt foeler man sig som en passager paa foerste klasse i et transatlantisk fly.

Mange af de rejsende, jeg tidligere havde moedt, talte godt om Salta. Uden jeg havde faaet ret meget specifikt at vide, virkede det som om, at alle kunne blive enige om, at det var en dejlig by. Jeg var derfor en kende skuffet, da jeg ankom soendag morgen til en stendoed by. Den mindede lidt om Nelson i New Zealand med sin pandekageflade midtby med omkringliggende bjergkaeder i det fjerne. Huse og forretninger var i èt eller hoejst to planer, og der var bagende varmt. Jeg boede paa vaerelse med et par norske laerere, som havde booket en guidet bustur naeste dag, saa i mangel paa bedre ideer hoppede jeg med paa den.

Turen begyndte klokken syv naeste morgen - det var vaeldigt tidligt, da jeg havde lavet barbeque med nogle spanske og irske folk til langt ud paa natten. Men turen viste sig hurtigt at vaere de faa timers soevn vaerd. Vi begyndte med at koere ad snoede haardnaalesving op gennem jungle-agtige bjergsider. Derefter passerede vi traegraensen og befandt os snart paa Mount Ventoux-lignende golde bjergsider, hvor der kun var sten, kaktusser og koelig bjergluft. Hoejdepunktet naaede vi, da vi gjorde holdt ved et udsigtspunkt, der laa 4170 meter over havets overflade. Man skulle ikke gaa ret hurtigt, foer man gispede efter vejret i den tynde luft. Isaer nordmaendene, der begge var rygere, kaempede med forholdene. For at undgaa hoejdesyge havde vores guide i oevrigt uddelt coca-blade, som vi skulle ligge i kinden og suge paa.

Efter bjergtoppen koerte vi ud til en saltoerken, der mindede meget om de flade, uendlige sletter, som jeg besoegte i Australiens outback. Herefter tog vi et stop ved en restaurant, foer turen gik hjem til Salta. Vi passerede to tilfaeldige politikontroller med bussen fuld af cocablade, men blev ikke stoppet - det skal dog siges, at det i hoejtliggende regioner i Argentina er lovligt at vaere i besiddelse af smaa maengder af de potentielt euforisende blade.

Klokken var blevet 21.00, da vi kom tilbage til hostellet, og godt traet vaklede jeg op i midtbyen for at koebe en sandwich. Det underlige var, at den doede spoegelsesby havde forvandlet sig til Beijing. Der var uendeligt mange biler, der fyldte gaderne og dyttede og koerte ind i mellem hinanden. Gaderne var proppet med lokale, der spiste, legede med lysende flyveting og shoppede. Der var en elektrisk, magisk atmosfaere i midtbyen, og jeg begyndte at forstaa, hvorfor alle de rejsende talte godt om byen. Det var mandag aften, og jeg spurgte hostelejeren, om det var en helligdag eller lignende. Men det var det ikke - saadan var det hver aften om sommeren.

Nu er jeg lige kommet til Cordoba og er cirka lige saa clueless, som jeg var, da jeg landede i Salta, men tager nok ud og ser Che Guevaras barndomshjem i morgen og faar et par haardt tiltraengte lektioner i spansk. Desuden er jeg ved at vaere desperat for at finde en god bog, efter jeg blev faerdig med "Maend, der hader kvinder", da jeg var i Iguazu. Jeg har faaet udpeget en boghandel, der skulle vaere specialiseret i engelsksproget litteratur, saa den vil jeg besoege nu.

Indtil naeste gang. Peace out.

//Niels

Vidunderet Iguazu

Den brede vifte af enorme, buldrende vandfald, der tilsammen udgoer Iguazu, hamrede sig for nyligt ind som et af de syv nye ikke-menneskeskabte vidundere i en verdensomspaendende, respekteret internetafstemning. Jeg floej med flyselskabet GOL de cirka to timer fra Rio til den brasiliansk-argentinske graense, hvor vandfaldene deler de to lande. Her tjekkede jeg ind paa et hostel, der som Lonely Planet-guiden rigtigt nok naevner, mindede mere om et resort. Det var det mest luxurioese hostel, jeg nogensinde har boet paa med kaempè swimmingpool omkrandset af velfriserede graesplaener, bar-omraade og en kaempe reception med pool-borde, restaurant, gratis internet, etc. Tricket var, at det laa fem kilometer uden for byen Puerto Iguazu. Men der koerte hele tiden busser ind til byen. Turen kostede 2 pesos, cirka tre kroner, og der var aerligt talt ikke det store behov for at bevaege sig vaek fra hostellet.

Efter at have fundet mig til rette og skrevet blog om Rio, hoppede jeg paa en eftermiddagstur til den brasilianske side af Iguazu. Jeg boede paa den argentinske side, og selvom der kun var faa kilometer over til den brasilianske side, tog det en del tid at krydse graensen og faa de noedvendige stempler i passet til alle syv turister i bussen. Det koster smaa 180 kroner at komme ind i parken, hvor man tog en bus op, hvor vandfaldene begyndte. Herefter gik man, langs snoede skovstier op langs floden, indtil man endeligt moedte det helt store, fraadende vandfald. Det var et helt vildt syn ud over den kilomter-lange straekning med enorme vandfald, der pressede sig ud over kanten. Man kunne gaa paa en gangbro midt ud i det hele og have et kaempevandfald paa sin venstreside, samtidig med at man stod paa kanten af et nyt kaempe fald paa sin hoejre side. Og saa blev man i oevrigt fuldstaendig gennembloedt af vandpartiklerne, der drev som dampende stoevskyer henover omraadet.

Man kunne let bruge tre-fire dage paa de to parker (den argentinske og den brasilianske). Jeg havde kun to. Anden dag tog jeg en gul bybus - kaldet El Practico - ud til den argentinske park, der paa mange maader var mere omfattende. Man kunne booke diverse baad-ture, hvor man sejlede helt op i de store vandfald, og sti-systemerne forgrenede sig ud til mange flere mulige udsigtspunkter. Sidst paa dagen tog jeg en tur i en slags stor, oppustelig robaad, som blev styret af en guide, der talte en smule engelsk. Vi drev ned langs floderne, der foerte ud til vandfaldene, men holdte os dog i sikker afstand fra "afgrunden".

Det var meget tropisk omraade langt inde i landet, og det var vaesentligt varmere end Rio. Det tiltrak en del dyr, kryb og vaesener. Guiden fortalte, at der levede alligatorer i floden, men at de ikke var farlige for mennesker, Vi saa en tucan (den sort-hvide fugl med det store orange naeb), nogle smaa veraner - eller kaempe firben om man vil. En del Coatier (eller hvad de nu hed) som lignede en mellemting mellem en graevling og et stinkdyr. De var meget tamme, men var stadig det dyr, der foraarsagede flest skader paa besoegende, da de kunne blive meget aggressive omkring mad. Desuden var der en kat, som sad fast inde i en vaeg paa hostellet, den blev befriet efter to dages intensiv indsats med at lave et hul i muren, som den kunne komme ud ad. Nogle dage foer jeg kom, havde der aabenbart vaeret en kaempe slange i swimmingpoolen, saa hostellets ansatte havde vaeret noedt til at lukke poolen og ringe efter hjaelp hos nationalparkens dyrekyndige team.

Anyways, nu er jeg i Salta efter at have koert i bus i 24 timer. Ved aerlig talt ikke, hvad man kan lave her, men det er noget med nogen bjerge, museer, folkemusik, og hostellet virker meget hyggeligt. Saa indtil videre...

peace out fra Salta

/Niels

Rio på røv og albuer

Touch down i Rio var fra dag 1 ikke nogen samba paa roser. Hele den 11 timer lange flyvetur fra London havde jeg underholdt de omkringsiddende passagerer med toer hoste, der aldrig stoppede. Jeg kom selv igennem turen ved hjaelp af British Airways entertainment box, hvor blandt andet den ottende og sidste Harry Potter-film var et hit. Jeg havde fra morgenstunden i Danmark skrevet til Rio Backpackers Hostel, at jeg gerne ville aendre min reservation af en sovesalsseng til et privatvaerelse. En brasiliansk chauffoer med faa taender i munden samlede mig op i Rios internationale lufthavn og koerte mig til det lille, rustikke hostel, der laa paa en graensende-til-lodret-stejl vej faa blokke fra Copacabana. Her var der heldigvis et privatvaerelse klart.

Hostellet var egentligt hyggeligt nok. Det brasiliansk-talende personale forklarede med fagter, at der var gratis morgenmad indtil kl 11 hver morgen, og at hanen med filtreret drikkevand var ude ved vaskemaskinerne. (Der var to engelsktalende receptionister) Men i min soelle tilstand var det ikke lige sagen, at flere hygiejneprodukter glimrede ved deres fravaer - ting som saebe paa badevaerelserne eller papir paa det naermeste toilet. Desuden var jeg i den heldige situation, at hostellet havde besluttet at rive en mur ned, der var to meter fra mit vindue. Fra 9 morgen til 19 aften, sad en moerk brasiliansk haandvaerker og hakkede ustoppeligt i muren. Nedrivningen involverede ogsaa en mekanisk sav, som det loed som om, han savede jernroer over med. anyways. Selvom jeg laa og hostede fra solopgang til solen gik ned i oeredoevende larm, kan man som priviligeret dansker ikke tillade sig at klage til en mand, hvis job er at sidde i den brasilianske sol dagen lang og hakke i en mur - dog bilder jeg mig ind, at han paa dag tre gav mig et par unskyldende bemaerkninger, da han moedte mig paa gangen.

I de stille hostestunder fik jeg slendret flere ture ned paa Copacabana, der laa fem minutter nede ad gaden. Stranden var dejlig, men har som de fleste overhypede steder forvandlet sig til en gigantisk kliché og turistfaelde, hvor gadesaelger kaster sig efter dig. Der kommer trommede sambafolk hen og spiller foran dit bord, naar du sidder og nyder en kold cola eller pina colada - mod mere eller mindre frivillig betaling selvfoelgelig. Det er tydeligvis en dag eller to siden, at Pelé i 1950erne jonglerede rundt paa stranden og lagde grundstenen til den stoerste fodboldkarriere i verdenshistorien. I dag er stranden beklaedt med business-agtige gutter i 30erne som sikkert er gode til at jonglere med tal i et aarsregnskab, men daarligt kan tage mere en tre med en bold paa hoejre fod.

Hvad den menneskeskabte indgriben dog ikke aendrer ved, er de vanvittigt smukke omgivelser, som Copacabana og resten af Rio slynger sig igennem. Rio ligger i en bugt med masser af halvoeer og oeer. Op fra de kridhvide sandstrande rejser sig frodige, stejle bakker, der stiger og falder brat og er beklaedt med favelaer, som er kvarterer der svinger mellem at vaere Mumbai-agtig slum med blikskurer og flade bliktage til at vaere store villaer i rige kvarterer. Kvartererne ligger paa skraaninger, hvor det ikke burde vaere muligt at bygge. Men det synes, at hver en lille krog er udnyttet til bolig, saa flest muligt brasilianere kan staa op til, hvad der maa kandidere til verdens smukkeste solopgang over Rios bugt med den markante klippe "the sugar loaf" helt i venstre side af scenariet og den beroemte Jesus-statue "Christo Redentor" helt til hoejre.

Efter tre naetter i den slidte Rio Backpackers tog jeg en taxa op i netop saadan en favela, Santa Teressa, og slog mig ned i et superlaekkert hostel/bed and breakfast, hvor jeg for naesten samme pris som paa Copacabana boede i et superluksus vaerelse. Hostellet blev koert af en brasilansk-gift australsk kvinde i begyndelsen af fyrrene, der havde sin livlige datter paa naesten to aar loebende rundt i huset med krigsmaling paa. Sammen med den magre og meget opmaerksomhedssoegende hund "Nina" soergede de to for, at der aldrig var kedeligt i hostellets stue, der havde en laekker lounge med tv, sofa og spisebord. Mange rejsende kom forbi hostellet og endte med at blive der laengere, end de havde regnet med pga. den hyggelige stemning og udsigten, som var vaerd at slaa ihjel for.

Jeg hostede stadig, og det var praktisk, at der laa en billig restaurant lige om hjoernet. Her hostede jeg mig igennem fire-fem besoeg. Den samme tjener betjente mig hver gang og gav mig haanden med et stort smil paa vej ud af doeren, paa trods af at han havde set mig sidde og holde mig for munden under mine salver i tre kvarter. Mindre praktisk var det dog, at der ikke var nogen kiosker eller minimarkeder oppe i bakkerne, hvor hostellet laa. Istedet hoppede man paa en lille minivan, der koerte i rutefart op i bakkerne og ned til Largo de Machado, som var naermeste metrostation og plads med supermarkeder og forretninger. Van`en var fyldt til bristepunktet hver gang og det kostede 2 Reais at koere med. Nede ved Largo de Machado kunne man haeve penge og koebe ind i et kaempesupermarked med de langsomste koeer, jeg nogensinde har oplevet. Rask vaek en halv times ventetid, paa trods af, at der var tyve kasseapparater og daarligt mere en fem-seks stykker, der ventede i hver koe. Jeg fik senere at vide, at det aabenbart er et nationalsyndrom for hele Brasilien.

Paa dag 8 af mit hosteshow gik jeg til en ung, hjaelpsom columbiansk gut, der arbejdede paa hostellet. Han hjalp mig med at faa arrangeret et besoeg ved en engelsktalende doktor. Columbianeren tegnede mig et grundigt kort over vejen derhen. Det eneste problem er, at naar folk omkring dig kun taler portugisisk og ikke et ord engelsk, skal der meget lidt til, foer du er fuldkommen faret vild. En udgang, der ender paa en anden gade, end du regnede med. En bus, der vaelger at stoppe et lidt andet sted end forventet. Et misset gadeskilt. Bum, saa tager det tyve minutter at udrede situationen. Anyways. Jeg naaede aftalen med doktoren lige paa minuttet. Han lyttede paa mig og gav mig en henvisning til en naerliggende roentgen-klinik, hvor ingen talte engelsk, og jeg med fagter fik dem vist min henvisning, og at jeg skulle have knipset min brystkasse. Jeg fik det taget i et apparat som Benny vil have kaldt "noget gammel lort" i en af de tidlige Olsen Banden-film. Og havde saa en halv dag at braende af, inden jeg igen havde en aftale ved laegen kl 15 om eftermiddagen. Jeg tog metroen til Ipanema, som er den anden beroemte strand i Rio. Den var langt mere cool med afslappet samba-stemning, drenge der rent faktisk spillede fodbold paa et vildt teknisk niveau og bare generel coolness. Tilbage paa klinikken konkluderede doktoren, at jeg havde en mild lungebetaendelse. Han udskrev mig noget antibiotika, noget hostesaft og nogle C-vitamin tabletter, som ogsaa skulle hentes paa et apotek, hvor ingen talte andet en portugisisk. Naeste gang jeg besluttet mig for at blive syg i et land, hvor ingen taler engelsk, vil jeg nok bruge et par dage paa at laere et par enkle fraser og saetninger.

Anyways. Efter et par dage begyndte jeg at faa det bedre og kunne nyde turene paa restuarant og i van ned til Largo de Machado, hvor jeg fandt en Subway-restaurant (yum). Det var stadig hyggeligt paa hostel, hvor jeg moedte mange flinke og cool rejsende fra Canada, England, Schweiz, Norge, Sverige, USA, etc. Og udsigten kunne man have glanet over resten af sit liv. Jeg bookede et fly til Iguazu, hvor disse linjer bliver skrevet. Det vender jeg tilbage med i naeste post. Indtil da.... Hold skruen lige i vandet.

Peace out