Touch down i Rio var fra dag 1 ikke nogen samba paa roser. Hele den 11 timer lange flyvetur fra London havde jeg underholdt de omkringsiddende passagerer med toer hoste, der aldrig stoppede. Jeg kom selv igennem turen ved hjaelp af British Airways entertainment box, hvor blandt andet den ottende og sidste Harry Potter-film var et hit. Jeg havde fra morgenstunden i Danmark skrevet til Rio Backpackers Hostel, at jeg gerne ville aendre min reservation af en sovesalsseng til et privatvaerelse. En brasiliansk chauffoer med faa taender i munden samlede mig op i Rios internationale lufthavn og koerte mig til det lille, rustikke hostel, der laa paa en graensende-til-lodret-stejl vej faa blokke fra Copacabana. Her var der heldigvis et privatvaerelse klart.
Hostellet var egentligt hyggeligt nok. Det brasiliansk-talende personale forklarede med fagter, at der var gratis morgenmad indtil kl 11 hver morgen, og at hanen med filtreret drikkevand var ude ved vaskemaskinerne. (Der var to engelsktalende receptionister) Men i min soelle tilstand var det ikke lige sagen, at flere hygiejneprodukter glimrede ved deres fravaer - ting som saebe paa badevaerelserne eller papir paa det naermeste toilet. Desuden var jeg i den heldige situation, at hostellet havde besluttet at rive en mur ned, der var to meter fra mit vindue. Fra 9 morgen til 19 aften, sad en moerk brasiliansk haandvaerker og hakkede ustoppeligt i muren. Nedrivningen involverede ogsaa en mekanisk sav, som det loed som om, han savede jernroer over med. anyways. Selvom jeg laa og hostede fra solopgang til solen gik ned i oeredoevende larm, kan man som priviligeret dansker ikke tillade sig at klage til en mand, hvis job er at sidde i den brasilianske sol dagen lang og hakke i en mur - dog bilder jeg mig ind, at han paa dag tre gav mig et par unskyldende bemaerkninger, da han moedte mig paa gangen.
I de stille hostestunder fik jeg slendret flere ture ned paa Copacabana, der laa fem minutter nede ad gaden. Stranden var dejlig, men har som de fleste overhypede steder forvandlet sig til en gigantisk kliché og turistfaelde, hvor gadesaelger kaster sig efter dig. Der kommer trommede sambafolk hen og spiller foran dit bord, naar du sidder og nyder en kold cola eller pina colada - mod mere eller mindre frivillig betaling selvfoelgelig. Det er tydeligvis en dag eller to siden, at Pelé i 1950erne jonglerede rundt paa stranden og lagde grundstenen til den stoerste fodboldkarriere i verdenshistorien. I dag er stranden beklaedt med business-agtige gutter i 30erne som sikkert er gode til at jonglere med tal i et aarsregnskab, men daarligt kan tage mere en tre med en bold paa hoejre fod.
Hvad den menneskeskabte indgriben dog ikke aendrer ved, er de vanvittigt smukke omgivelser, som Copacabana og resten af Rio slynger sig igennem. Rio ligger i en bugt med masser af halvoeer og oeer. Op fra de kridhvide sandstrande rejser sig frodige, stejle bakker, der stiger og falder brat og er beklaedt med favelaer, som er kvarterer der svinger mellem at vaere Mumbai-agtig slum med blikskurer og flade bliktage til at vaere store villaer i rige kvarterer. Kvartererne ligger paa skraaninger, hvor det ikke burde vaere muligt at bygge. Men det synes, at hver en lille krog er udnyttet til bolig, saa flest muligt brasilianere kan staa op til, hvad der maa kandidere til verdens smukkeste solopgang over Rios bugt med den markante klippe "the sugar loaf" helt i venstre side af scenariet og den beroemte Jesus-statue "Christo Redentor" helt til hoejre.
Efter tre naetter i den slidte Rio Backpackers tog jeg en taxa op i netop saadan en favela, Santa Teressa, og slog mig ned i et superlaekkert hostel/bed and breakfast, hvor jeg for naesten samme pris som paa Copacabana boede i et superluksus vaerelse. Hostellet blev koert af en brasilansk-gift australsk kvinde i begyndelsen af fyrrene, der havde sin livlige datter paa naesten to aar loebende rundt i huset med krigsmaling paa. Sammen med den magre og meget opmaerksomhedssoegende hund "Nina" soergede de to for, at der aldrig var kedeligt i hostellets stue, der havde en laekker lounge med tv, sofa og spisebord. Mange rejsende kom forbi hostellet og endte med at blive der laengere, end de havde regnet med pga. den hyggelige stemning og udsigten, som var vaerd at slaa ihjel for.
Jeg hostede stadig, og det var praktisk, at der laa en billig restaurant lige om hjoernet. Her hostede jeg mig igennem fire-fem besoeg. Den samme tjener betjente mig hver gang og gav mig haanden med et stort smil paa vej ud af doeren, paa trods af at han havde set mig sidde og holde mig for munden under mine salver i tre kvarter. Mindre praktisk var det dog, at der ikke var nogen kiosker eller minimarkeder oppe i bakkerne, hvor hostellet laa. Istedet hoppede man paa en lille minivan, der koerte i rutefart op i bakkerne og ned til Largo de Machado, som var naermeste metrostation og plads med supermarkeder og forretninger. Van`en var fyldt til bristepunktet hver gang og det kostede 2 Reais at koere med. Nede ved Largo de Machado kunne man haeve penge og koebe ind i et kaempesupermarked med de langsomste koeer, jeg nogensinde har oplevet. Rask vaek en halv times ventetid, paa trods af, at der var tyve kasseapparater og daarligt mere en fem-seks stykker, der ventede i hver koe. Jeg fik senere at vide, at det aabenbart er et nationalsyndrom for hele Brasilien.
Paa dag 8 af mit hosteshow gik jeg til en ung, hjaelpsom columbiansk gut, der arbejdede paa hostellet. Han hjalp mig med at faa arrangeret et besoeg ved en engelsktalende doktor. Columbianeren tegnede mig et grundigt kort over vejen derhen. Det eneste problem er, at naar folk omkring dig kun taler portugisisk og ikke et ord engelsk, skal der meget lidt til, foer du er fuldkommen faret vild. En udgang, der ender paa en anden gade, end du regnede med. En bus, der vaelger at stoppe et lidt andet sted end forventet. Et misset gadeskilt. Bum, saa tager det tyve minutter at udrede situationen. Anyways. Jeg naaede aftalen med doktoren lige paa minuttet. Han lyttede paa mig og gav mig en henvisning til en naerliggende roentgen-klinik, hvor ingen talte engelsk, og jeg med fagter fik dem vist min henvisning, og at jeg skulle have knipset min brystkasse. Jeg fik det taget i et apparat som Benny vil have kaldt "noget gammel lort" i en af de tidlige Olsen Banden-film. Og havde saa en halv dag at braende af, inden jeg igen havde en aftale ved laegen kl 15 om eftermiddagen. Jeg tog metroen til Ipanema, som er den anden beroemte strand i Rio. Den var langt mere cool med afslappet samba-stemning, drenge der rent faktisk spillede fodbold paa et vildt teknisk niveau og bare generel coolness. Tilbage paa klinikken konkluderede doktoren, at jeg havde en mild lungebetaendelse. Han udskrev mig noget antibiotika, noget hostesaft og nogle C-vitamin tabletter, som ogsaa skulle hentes paa et apotek, hvor ingen talte andet en portugisisk. Naeste gang jeg besluttet mig for at blive syg i et land, hvor ingen taler engelsk, vil jeg nok bruge et par dage paa at laere et par enkle fraser og saetninger.
Anyways. Efter et par dage begyndte jeg at faa det bedre og kunne nyde turene paa restuarant og i van ned til Largo de Machado, hvor jeg fandt en Subway-restaurant (yum). Det var stadig hyggeligt paa hostel, hvor jeg moedte mange flinke og cool rejsende fra Canada, England, Schweiz, Norge, Sverige, USA, etc. Og udsigten kunne man have glanet over resten af sit liv. Jeg bookede et fly til Iguazu, hvor disse linjer bliver skrevet. Det vender jeg tilbage med i naeste post. Indtil da.... Hold skruen lige i vandet.
Peace out
