Ekstra Bladets spiseseddel på den mest regnfulde dag i nyere tid

Tsk tsk :)

Brisbnnnn

Er i Brisbane her til aften. Jeg har lejet mig et singleværelse, så jeg er udhvilet til marathon flyveturen hjem, der hedder Brisbane-Auckland-L.A.-London-København. Jeg lander i Danmark fredag aften, hvis alt går vel og AskeFrands ellers kan holde nallerne fra luftrummet.

Australierne kalder sarkastisk Brisbane for Bris Vegas, fordi her ikke sker en bønne. Det er vist mest en business-by at dømme efter de mange skyskrapper med kontorer. Jeg kom hertil med Greyhound bus fra Surfers Paradise, Gold Coast, (hvor jeg i øvrigt har haft et brag de seneste ti dage med sol, surf og så videre) I Brisbane stod det ned i stænger, som i tropisk regn. JEg gik ind til disken på hostellet og efter jeg havde tjekket ind, spurgte jeg om der var noget man kunne lave en eftermiddags-tur udaf. Den i øvrigt new zealandske pige bag disken, lignede et spørgsmåls-tegn, og efter hun havde famlet sig igennem et tredive sekunders forsøg på at komme op med noget gav vi begge to op... så det gør ikke det store, at det regner og at jeg skal videre i morgen.

Glæder mig til at komme hjem til dansk mark... :o)

peace out

Dynasty!!!

Den tidligere nævnte røde bus brændte sammen for længe siden, så det er den her bulgarske flag-lignende dominator, jeg har drevet gæk i de seneste måneder.

Medmindre en tsunami eller et jordskælv rammer så bliver det her den sidste post fra Nelson i den her ombæring. På tirsdag flyver jeg 10 dage til den australske østkyst, hvor jeg hænger ud med min kammerat Jens, inden jeg vender flyspidsen mod L.A.-London-København.

Mit dynasti som Nelsons førende mini-bus chauffør slutter derfor mandag aften klokken 19.40, når jeg har hentet nye gæster på busstationen, parkeret mini-bussen foran den to etagers gule villa og for sidste gang siger:

"Welcome to Paradiso, guys. The reception is right in here on your left hand side and I will just help you out with your bags. I hope you'll enjoy your stay"

peace out, Nelson

Ugh!!

Min egen private suite i baghaven af Paradiso. Tippien her føles som et 1200 kroner per nat hotelværelse, når man i en tre måneder har sovet på sovesal med svedende, snorkende og pruttende medturister og værelseskammerater. Receptionisterne giver mig lidt frirum ved kun at booke gæster i sengen ved siden af mig, når der er absolut fyldt på hostel. Så de fleste nætter har jeg den for mig selv.

Ellers er det same old, same old i Nelson. Jeg har fået mit job som buschauffør tilbage på fuld tid og er begyndt og lave lidt penge under bordet ved at arbejde en time ekstra her (smart at skrive på en offentlig blog(?). Min kammerat Troels var igennem byen i sidste uge med en dansk højskole. Man lærer at sætte pris på kammerater, som man har kendt i lang tid, når man er væk hjemmefra. Det er bare mere afslappende og hyggeligt. Vi var blandt andet ude og spille paintball, fejre Sct. Patricks day og vandre turen op til Centre of New Zealand, som jeg vel efterhånden har gået en 40-50 gange.


Vejret er stadig generelt rigtig godt med sol og temperature i 20'erne. Men efteråret står for døren, og når vinden står i syd og luften kommer direkte fra Antarktis, bliver det køligt. Sådan nogle dage har vi haft et par stykker af i den her måned. Anyways, jeg dominerer vejene i Nelson indtil 13. april, hvor jeg smutter til Gold Coast, Australien og hænger ud med min kammerat Jens og nakker lidt ekstra sol, inden jeg flyver hjem til Dannevang 22. april.

///Niels///

Du ved, at du har været i New Zealand for lang tid når..

- Din hud ligner brunt læder, fordi du ikke længere orker at smørre solcreme i fjæset.

- Du ser en film, hvor hovedpersonen kører sin bil i højre side af en villavej og instinktivt tænker: "Hvorfor kører hun i den forkerte side?"

- Du kan nynne et uhyggeligt antal catch lines fra lokale firmaers tv-reklamer.
(No one but Noel Leeming)
(The warehouse, the warehouse, where everyone gets a bargain)
(The Mad Butcher everybody's mate) og mange flere

- Du så småt har forstået reglerne til cricket

- Du kan gå forbi en samling pensionister på en lawn bowling-bane uden at fnise

- Du mener, at januar og februar er årets to lækreste måneder

- Du ikke kan høre om australiere uden at brumme: "Fucking aussies".

- Du ikke synes, at 60-70 daglige myggestik er noget at pive over

- Du glæder dig som et lille barn til VM i Rugby på hjemmebane i 2011

- Du er jublende glad for en timeløn på 40 kroner

- Du fortæller, at du er fra Diiiiiiinmark, når folk spørger, hvor du er fra.

peace out fra New Zealand

The Blueberry Kid: Banalitetsalarm

SIDEN jeg kom til New Zealand, er jeg gået amok med at æde blåbær. Mit forbrug af 3 dollars blåbær-pakker er næsten ved at overgå mit forbrug af Subway-sandwiches... Hmm næsten.

Nogle gange koster blåbær-pakkerne 3,50 dollars, nogle gange er der tilbud på to pakker for 5 dollars. Andre gange sidder der en dreng på gågaden Trafalgar Street og sælger dem i store poser.

Anyways. 3 dollars lyder ikke af meget, men det løber op med et forbrug på en pakke om dagen. Det er nået til et punkt, hvor jeg nu har kvittet Coca Cola (1,50 dollars for en dåse) og Magnum Double Caramel (3 dollars per is). Så jeg har råd til en pakke blåbær, hver gang jeg lader være med at købe to dåse-colaer. Og så vil jeg vædde de sidste 3 dollars, som Magnum'en koster på, at det er en hel del sundere.

Pudsede glorier fra Nelson :)

Niels

Rrrrrrrrrrr

But do you never mix business with pleasure, Marcus?

Et billede fra Gisborne i 1960, da et lignende jordskælv i Chile sendte en tsunami-bølge mod New Zealand.



I dag var T-dag. T for tsunami. Hele dagen var New Zealand i højeste tsunami-beredskab på grund af 8,8-jordskælvet i Chile. Her i Nelson forberedte indbyggerne sig primært på truslen ved at trække på skuldrene. Byen ligger i læ i en bugt og er desuden delvist afskærmet af det nederste af Nordøen. Den lokale strand var dog lukket. Der var en mindre stigning i vandstanden, da bølgen ramte og i den lokale radio gik rygterne på, at der var en kæmpemæssig anden bølge på vej. Men nu har beredskabsstyrelsen officielt afblæst alarmen, og det ser ud til vi kommer tør-skoede gennem dagen.



Ellers er Paradiso tilbage ved det gamle - næsten da. Jeg strøg direkte ind i møllen og kørte mini-bussen allerede første dag, jeg var tilbage. Men der er desværre en engelsk-gut, der har overtaget tjansen, og det var bare hans fridag. Nu er min position på Paradiso-holdet, at peppe hostellet op fra 15.00-17.30 i timerne før gæsterne kommer. En kreatør-rolle ikke helt ulig Michael Laudrups plads på 1990'ernes Barcelona-hold. Jeg lægger sidste, elegante hånd på rengøringen af køkkener, badeværelser og brusere for at nå helt i mål... Det er genialt det der.

anyways.

mange hilsner fra Nelson, der har 25 grader og endnu engang ikke en sky på himlen ;)

funny but not HILARIOUS

I en lille uges tid har jeg været i Auckland, som er verdens skørheds-hovedstad med sit multikulturelle miskmask, sit høje tempo og sine uendeligt mange backpackere på gennemrejse.
Her er tre hurtige pudsigheder.

Multikulturelt:
Jeg står i en tyrkisk kebab-biks på Queens Street, der er New Zealands mest travle gade. Jeg taler med to tyske gutter, da en kortege af fem personbiler drøner dyttende gennem gaden med albanske flag på kølerhjelmen og i bagruden - jeg har ikke tjekket det, men min teori er, at Albanien havde vundet deres første OL-medalje.

Gratis hårklip:
På hostellet stopper en brasiliansk frisør/fotograf mig og spørger, om jeg vil være med i et katalog, som han er ved at lave. Det hedder "haircut transformations". Han vil klippe en hanekam på mig og tage før-efter billeder. Jeg siger først ja, men kyllinger ud inden han går i gang. Dagen efter finder jeg en lille salon, som Aucklands frisørskole kører. Her kan kunder få en gratis hårklipning af frisørstuderende, der øver sig.. En maori-pige klipper mig i en udramatisk mors dreng-frisure, og jeg smider to dollars i drikkepenge. Billigt.

...Og det er fre-e-jas sal:
Og så har jeg endelig fundet ud af, hvor alle danskerne holder til i New Zealand. De første to en halv måneder hernede mødte jeg stort set ingen danskere, men tilgengæld en milliard tyskere, hollændere og englændere. Her i Auckland har jeg talt så meget dansk, at mit engelske er ved at blive rustent. Jeg mødte blandt andre to danske højskoler hernede. Min kammerat fra Aalborg, Troels Kaltoft, er med den ene af dem. Ham møder jeg igen, når de kommer forbi Nelson midt i Marts.

Jeg flyver til Nelson i morgen, onsdag. Jeg fandt en billet til 99 dollars. boom. Peace.

quaking Taupo

Der var i oevrigt jordskaelv, da vi var i Taupo. Det er foerste gang, jeg maerker det hernede. Vi laa paa vores hostel og sov middagslur, da sengen begyndte at rykke frem og tilbage. Det var ikke specielt voldsomt, og de farlige er vistnok dem, hvor jorden bevaeger sig op og ned - og ikke fra side til side.

Anyways. Det varede i cirka tredive sekunder, og jeg naaede at rejse mig fra sengen og gaa ud af vaerelset. Raekvaerket vibrerede paa trappen, men folk fortsatte rundt med deres vasketoej og deres mad, og ingen saa ud til at bekymre sig synderligt om rystelserne. Saa vi lagde os ind og sov videre.

peace

Random stuff vol. 4.0!!!

Den danske trio som Noah's ark paa Westpac Stadium i Wellington. Jens er forrest, Kristian bagerst.

Min kammerat Jens kom til Nelson 27. januar og hang ud paa Paradiso, inden vi tog paa trip i halvanden uge. Han skal studere et semester i Gold Coast i Australien. Vi lagde ud i Abel Tasman med en tre dages hike langs coast-tracken med smukke strande blandt de Hawaii-agtige frodige bjergsider. Foerste dag var en 24 kilometers hike, hvor Jens praesterede at moede op i en lyseroed poloskjorte og party-sko i stedet for hiking boots. Vi fik hastigt smidt et par 100 dollars efter nogle stoevler til ham, mens den lyseroede polo fik lov at blive. Ude paa ruten boede vi i hytter i noget af New Zealands efter min mening smukkeste natur.

Derefter rykkede vi til Wellington, hvor Kristian havde inviteret os til rugby-festival over to dage. Det mindede lidt om karneval i Aalborg, da alle gruppe var klaedt ud i et tema. Vi var i en gruppe af Kristian og Ryans venner, der var klaedt ud som Noahs Ark. Jeg var Noah, og saa var der lidt zebraer, humlebier, pingviner og hele fire tigere, der alle var han-tigere (wtf!). Anyways, vi saa rugby i to dage og turneringen endte med, at Fijis landshold vandt finalen over Samoa

Vi tog tongario-crossing paa en en-dags-tur. Det er stadig for sindsygt et sted. Tjek eventuelt random billeder her.

Nu tager jeg et kort stop i Auckland og rykker tilbage til Nelson derefter.

Tidlig aften i Awaporo-bugten i Abel Tasman National Park. Tidevandet fylder indloebet helt op midt paa dagen, mens det toerrer ud om aftenen.

Og den saedvanlige youtube-henvisning til de, der skulle have misset det new zealandske comedy-faenomen Flight of the Conchords. Saa er her en lille introduktion:
http://www.youtube.com/watch?v=mlYkIJVguCU

Funny stuff!!!

Det er også min opgave at købe nogle varer ind til hostellet. Her er der for cirka 400 kroner toastbrød og nudler:)

Tips 2-dollar = BOOM!!

Jeg tror, jeg taler for de fleste europæiske backpackere, når jeg siger, at man bliver drevet til vanvid af drikkepenge-systemet i USA. Kort fortalt skal du altid betale 10 procent mere, end den pris, der er angivet, når du køber en portion pandekager, en sight-seeing tur eller noget syvende.

Jeg taler sikkert også for de fleste mini bus-chauffører i Nelson, når jeg siger, at det er federe at køre med amerikanske turister end med tyskere, hollændere og andre europæiske rejsende.

I den fine mini-bus, som jeg dominerer bymidten med, er der en brunlig papkasse med skriften T-I-P. Den boks er som elefanten i hjørnet, når man kører med europæiske backpackere. Alle ved den er der, og ingen har frivilligt tænkt sig at lægge dollars i den.

Til gengæld er der ingen problemer, når man kører med amerikanere. Tak for turen, hav en god dag og BOOM en to-dollar mønt i spare-kassen. I dag gik den til en dejlig dåse-cola.

Peace and love from Nelson :)

Niels

PS.
En youtube-anbefaling: Pearl Jam med storhittet Alive. Der er et eller andet råt og mirakuløst over forsanger Eddie Vedder og energien i den her koncert-optagelse.
http://www.youtube.com/watch?v=VbhsYC4gKy4

Welcome to the Paradiso

I løbet af eftermiddagen kommer der nye gæster, og det skaber bølgegang i swimmingpoolen. Om formiddagen er her dog fredeligt, og ofte har man det for sig selv.

Jeg står op ved halv elleve-tiden, hvor et rengørings-crew vækker mig, når de skifter lagner og støvsuger i min fire senges-sovesal. Derefter spekulerer jeg over, hvad jeg vil spise til morgenmad; Jeg har endnu engang misset den gratis cornflakes, havregryn og toast, der står i det store køkken fra seks til ni. (spørg mig ikke, hvorfor den begynder og slutter så tidligt)

Normalt vælger jeg enten tre rugbrøds-lignende madder med pesto og salat eller en Bacon and Egg Sandwich fra Subway.

Derefter træder jeg i mine jogging-sko og traver op ad en stejl bakke, som kiwierne kalder Centre of New Zealand. Det er noget med nogle kordinat-diagonal-linjer, der skærer cirka på toppen, og dermed er bakken landets midtpunkt.

Det er en himmelbjerg-stejl gåtur på en tyve minutter, og det er perfekt med mine dårlige knæ. Jeg kan bestige bakken i kapgang uden at belaste dem for hårdt, samtidig med at mine lunger basker af sted med 310 kilometer i timen.

Tilbage fra toppen og den fantastisk udsigt over bugten ved Nelson. Jeg svømmer et par længder i swimming poolen, tager et brusebad, og herefter læser jeg lidt i den lokale avis Nelson Mail eller en af de tre engelsk-sprogede bøger, som jeg har gang i.

Herefter er mit job at samle nye gæster op på busterminalen og køre dem til Paradiso i en rød, udslidt minibus. Det gør jeg to gange i løbet af eftermiddagen og får så lov at bo gratis på hostellet.

Der er del andre unge her, som har lignende job. For eksempel at rengøre toiletter, skifte lagner i sovesalene, gøre køkkenet rent etc. Der er en portion fra Tyskland, men også Frankrig, Argentina, England, Canada and what not. Vi spiller en del beachvolley på hostellets bane, spiller poker på de lokale barer, hænger ud i bussen i baghaven og så videre.

Ellers bruger jeg resten af min tid på at forbedre mit engelske, planlægge hvad jeg vil med mit liv og andre småting.

Sweet as og masser af varme tanker fra nz,

Niels

P.S.

En youtube-anbefaling: Lonely Islands-drengenes genistreg af en musikvideo om en fuldstændig uduelig boss,

http://www.youtube.com/watch?v=NisCkxU544c

Visse segmenter af denne blogs læsere (mor) vil måske finde indholdet stødende.

L.A. Sunset

Et pudsigt billede over Los Angeles, som jeg heldigvis havde gemt på min mail, inden kameraet døde. Stien ovre til venstre leder op til en høj, hvor vi kunne se the Hollywood Sign.

Julræset version 2009 DK vs NZ 1-1

Ræset er overstået for den her gang, og folk bevæger sig så småt tilbage til arbejdspladserne. Jeg samler kort op på jul og nytår i 25 graders varme.

Juleaften: Det var fedt at se delfiner, det var fedt at traske rundt i klip-klapper under palmerne på Akaroas havnefront og spise T-bonesteak til aftensmad. Meeen der er nu noget over den danske jul, som klip-klapper ikke kan slå. Jeg savnede Disneys juleshow, juletræet, and, rødkål, ris a la mande, hele familien til julefrokost 25. december og bytur om aftenen etc. Danmark - New Zealand 1- 0

Nytårsaften: Det var fedt, at det var varmt, og at man kunne tage på stranden. Det var fedt, at alle folk summede rundt i byen hele dagen, mens der blev sat scener op til musik og ramper op til fyrværkeri. Jeg var med nogle gutter fra en sprogskole, som jeg boede på værelse med. Det var ret chillet. Byturen var som de bedste om sommeren i Danmark. Der var bands, der spillede rundt omkring i byen, og der var et stort kommunalt arrangeret fyrværkeri a la Regatta i Silkeborg. Mange unge kiwier tilbringer natten på festivaler rundt om i landet, der minder om Roskilde og Skanderborg . Cool...

Nytårsaften foretrækker jeg down under. Danmark-New Zealand 1-1

P.S.
Tak for gaverne hjemmefra, det varmede

P.P.S.
Der er trådløst på Paradiso, så jeg kan bruge min laptop og derfor både æ, ø og å. yeah(!)