Et universitet, en havn og et bryggeri og saa er tonen ellers slaaet an. At koere ind i Dunedin er som at koere langs havnen i Aalborg paa en efteraarsdag. Beton, blaest, maager...
Byen i sydoest er berygtet for sit vilde studie-liv. Otago University leverer en portion fordrukne studerende, der i byens raa klima bruger hovedparten af deres fritid paa at drikke den lokale oel, Speigths, proud of the south.
Jeg skal besoege Speights-bryggeriet om en halv times. Halvanden times rundtur med proevesmagninger. Tidligere i dag besteg jeg Baldwin Street, som er verdens stejleste beboede gade. Den minder om Fyrrehoejen hjemme i Virklund, baade i laengde og villaer. Dog er den dobbelt saa stejl. MEd mine traenede hiking-ben var det selvfoelgelig ingen sag at gaa op. Der var saagar en dvaerg med noget ret alvorligt gangbesvaer, der begyndte at gaa op samtidig med mig. JEg gav ham ikke mange chancer for at komme hele vejen. Men det gjorde han, Oven i koebet med et overskudsagtigt "Smile for the camera", til sine venner paa toppen.
Byen i sydoest er berygtet for sit vilde studie-liv. Otago University leverer en portion fordrukne studerende, der i byens raa klima bruger hovedparten af deres fritid paa at drikke den lokale oel, Speigths, proud of the south.
Jeg skal besoege Speights-bryggeriet om en halv times. Halvanden times rundtur med proevesmagninger. Tidligere i dag besteg jeg Baldwin Street, som er verdens stejleste beboede gade. Den minder om Fyrrehoejen hjemme i Virklund, baade i laengde og villaer. Dog er den dobbelt saa stejl. MEd mine traenede hiking-ben var det selvfoelgelig ingen sag at gaa op. Der var saagar en dvaerg med noget ret alvorligt gangbesvaer, der begyndte at gaa op samtidig med mig. JEg gav ham ikke mange chancer for at komme hele vejen. Men det gjorde han, Oven i koebet med et overskudsagtigt "Smile for the camera", til sine venner paa toppen.
Vejret er en anden historie her i byen. Med dens position ud til Stillehavet forklarede en ansat paa mit hostel, at de ofte oplever alle fire aarstider paa en dag. I dag paa Baldwin Street var det svedende hot. Men I gaar, da jeg kom, var det dansk november. Koldt og blaessende. Jeg tog ud paa det lokale Carisbrook Stadium og saa saesonpremieren paa Super 14 i rugby. Turneringen svarer vist cirka til Champions League i Fodbold. De lokale Otago Higlanders tog i mod australske Canberra Brumbies.
Selvom jeg aldrig har kendt reglerne, fangede jeg dem rimeligt hurtigt. Kort fortalt: Spillerne maa kun kaste bagud, de maa sparke bolden fremad, hvis de laver "touch down" giver det 5 point og derefter kan de sparke en conversion, der giver to point.
Higlanders har haft et par elendige saesoner i traek, men de kom forrygende fra start. De kom foran 19 - 0 inden for de foerste tyve minutter. Ved Halvleg stod der 19 - 7. Efter pausen gik det dog helt galt og Brumbies loeb Otago over ende og kom foran 30 - 19. Kampen saa ud til at vaere slut, men med et kvarter igen fandt Higlanders energi til at lave to "touch downs" og en conversion, der bragte dem foran 31 - 30 med 100 sekunder tilbage paa uret.
Tribunen jeg stod paa var en cement staa-tribune uden overdaekning. Alle var malet med klubbens gule og blaa farver i hovedet, eller havde halstoerklaeder eller flag. De gik mildest talt amok, da Highlanders kom foran.
Men den raakolde aften sluttede skaanselsloest, ondskabsfuldt for hjemmeholdet og de fremmoedte fans. Med kun tyve sekunder igen lykkedes det en Brumbies-spiller at sparke en to points scoring mellem staengerne til en 33 - 31 sejr.
MEn naeste fredag moeder Highlanders Hurricanes fra Wellington. Jeg tror nok jeg skal til at foelge Otagos helte :-) Det er sjovt, hvorfor man begynder at holde med et hold...
Anyways
Jeg skal over paa Speights nu. PEace
No comments:
Post a Comment