Vidunderet Iguazu

Den brede vifte af enorme, buldrende vandfald, der tilsammen udgoer Iguazu, hamrede sig for nyligt ind som et af de syv nye ikke-menneskeskabte vidundere i en verdensomspaendende, respekteret internetafstemning. Jeg floej med flyselskabet GOL de cirka to timer fra Rio til den brasiliansk-argentinske graense, hvor vandfaldene deler de to lande. Her tjekkede jeg ind paa et hostel, der som Lonely Planet-guiden rigtigt nok naevner, mindede mere om et resort. Det var det mest luxurioese hostel, jeg nogensinde har boet paa med kaempè swimmingpool omkrandset af velfriserede graesplaener, bar-omraade og en kaempe reception med pool-borde, restaurant, gratis internet, etc. Tricket var, at det laa fem kilometer uden for byen Puerto Iguazu. Men der koerte hele tiden busser ind til byen. Turen kostede 2 pesos, cirka tre kroner, og der var aerligt talt ikke det store behov for at bevaege sig vaek fra hostellet.

Efter at have fundet mig til rette og skrevet blog om Rio, hoppede jeg paa en eftermiddagstur til den brasilianske side af Iguazu. Jeg boede paa den argentinske side, og selvom der kun var faa kilometer over til den brasilianske side, tog det en del tid at krydse graensen og faa de noedvendige stempler i passet til alle syv turister i bussen. Det koster smaa 180 kroner at komme ind i parken, hvor man tog en bus op, hvor vandfaldene begyndte. Herefter gik man, langs snoede skovstier op langs floden, indtil man endeligt moedte det helt store, fraadende vandfald. Det var et helt vildt syn ud over den kilomter-lange straekning med enorme vandfald, der pressede sig ud over kanten. Man kunne gaa paa en gangbro midt ud i det hele og have et kaempevandfald paa sin venstreside, samtidig med at man stod paa kanten af et nyt kaempe fald paa sin hoejre side. Og saa blev man i oevrigt fuldstaendig gennembloedt af vandpartiklerne, der drev som dampende stoevskyer henover omraadet.

Man kunne let bruge tre-fire dage paa de to parker (den argentinske og den brasilianske). Jeg havde kun to. Anden dag tog jeg en gul bybus - kaldet El Practico - ud til den argentinske park, der paa mange maader var mere omfattende. Man kunne booke diverse baad-ture, hvor man sejlede helt op i de store vandfald, og sti-systemerne forgrenede sig ud til mange flere mulige udsigtspunkter. Sidst paa dagen tog jeg en tur i en slags stor, oppustelig robaad, som blev styret af en guide, der talte en smule engelsk. Vi drev ned langs floderne, der foerte ud til vandfaldene, men holdte os dog i sikker afstand fra "afgrunden".

Det var meget tropisk omraade langt inde i landet, og det var vaesentligt varmere end Rio. Det tiltrak en del dyr, kryb og vaesener. Guiden fortalte, at der levede alligatorer i floden, men at de ikke var farlige for mennesker, Vi saa en tucan (den sort-hvide fugl med det store orange naeb), nogle smaa veraner - eller kaempe firben om man vil. En del Coatier (eller hvad de nu hed) som lignede en mellemting mellem en graevling og et stinkdyr. De var meget tamme, men var stadig det dyr, der foraarsagede flest skader paa besoegende, da de kunne blive meget aggressive omkring mad. Desuden var der en kat, som sad fast inde i en vaeg paa hostellet, den blev befriet efter to dages intensiv indsats med at lave et hul i muren, som den kunne komme ud ad. Nogle dage foer jeg kom, havde der aabenbart vaeret en kaempe slange i swimmingpoolen, saa hostellets ansatte havde vaeret noedt til at lukke poolen og ringe efter hjaelp hos nationalparkens dyrekyndige team.

Anyways, nu er jeg i Salta efter at have koert i bus i 24 timer. Ved aerlig talt ikke, hvad man kan lave her, men det er noget med nogen bjerge, museer, folkemusik, og hostellet virker meget hyggeligt. Saa indtil videre...

peace out fra Salta

/Niels