Salta mortale

Efter Iguazu koebte jeg en busbillet til det nordvestlige Argentina - naermere bestemt den 300.000-indbyggere-store hovedby i regionen, Salta. Busturen var paa 24 timer, men gik overraskende smertefrit paa grund af de sensationelt laekre langdistance busser, som de har i Argentina. Man sidder i en laenestol, som man kan tilte helt ned i vandret stilling, naar man skal sove. Desuden koerer der velkendte Hollywood-film med engelsk tale og spanske undertekster paa skaerme, de saenker ned fra loftet. Der er er tre maaltider paa bussen, og generelt foeler man sig som en passager paa foerste klasse i et transatlantisk fly.

Mange af de rejsende, jeg tidligere havde moedt, talte godt om Salta. Uden jeg havde faaet ret meget specifikt at vide, virkede det som om, at alle kunne blive enige om, at det var en dejlig by. Jeg var derfor en kende skuffet, da jeg ankom soendag morgen til en stendoed by. Den mindede lidt om Nelson i New Zealand med sin pandekageflade midtby med omkringliggende bjergkaeder i det fjerne. Huse og forretninger var i èt eller hoejst to planer, og der var bagende varmt. Jeg boede paa vaerelse med et par norske laerere, som havde booket en guidet bustur naeste dag, saa i mangel paa bedre ideer hoppede jeg med paa den.

Turen begyndte klokken syv naeste morgen - det var vaeldigt tidligt, da jeg havde lavet barbeque med nogle spanske og irske folk til langt ud paa natten. Men turen viste sig hurtigt at vaere de faa timers soevn vaerd. Vi begyndte med at koere ad snoede haardnaalesving op gennem jungle-agtige bjergsider. Derefter passerede vi traegraensen og befandt os snart paa Mount Ventoux-lignende golde bjergsider, hvor der kun var sten, kaktusser og koelig bjergluft. Hoejdepunktet naaede vi, da vi gjorde holdt ved et udsigtspunkt, der laa 4170 meter over havets overflade. Man skulle ikke gaa ret hurtigt, foer man gispede efter vejret i den tynde luft. Isaer nordmaendene, der begge var rygere, kaempede med forholdene. For at undgaa hoejdesyge havde vores guide i oevrigt uddelt coca-blade, som vi skulle ligge i kinden og suge paa.

Efter bjergtoppen koerte vi ud til en saltoerken, der mindede meget om de flade, uendlige sletter, som jeg besoegte i Australiens outback. Herefter tog vi et stop ved en restaurant, foer turen gik hjem til Salta. Vi passerede to tilfaeldige politikontroller med bussen fuld af cocablade, men blev ikke stoppet - det skal dog siges, at det i hoejtliggende regioner i Argentina er lovligt at vaere i besiddelse af smaa maengder af de potentielt euforisende blade.

Klokken var blevet 21.00, da vi kom tilbage til hostellet, og godt traet vaklede jeg op i midtbyen for at koebe en sandwich. Det underlige var, at den doede spoegelsesby havde forvandlet sig til Beijing. Der var uendeligt mange biler, der fyldte gaderne og dyttede og koerte ind i mellem hinanden. Gaderne var proppet med lokale, der spiste, legede med lysende flyveting og shoppede. Der var en elektrisk, magisk atmosfaere i midtbyen, og jeg begyndte at forstaa, hvorfor alle de rejsende talte godt om byen. Det var mandag aften, og jeg spurgte hostelejeren, om det var en helligdag eller lignende. Men det var det ikke - saadan var det hver aften om sommeren.

Nu er jeg lige kommet til Cordoba og er cirka lige saa clueless, som jeg var, da jeg landede i Salta, men tager nok ud og ser Che Guevaras barndomshjem i morgen og faar et par haardt tiltraengte lektioner i spansk. Desuden er jeg ved at vaere desperat for at finde en god bog, efter jeg blev faerdig med "Maend, der hader kvinder", da jeg var i Iguazu. Jeg har faaet udpeget en boghandel, der skulle vaere specialiseret i engelsksproget litteratur, saa den vil jeg besoege nu.

Indtil naeste gang. Peace out.

//Niels