Californien er sjaw'

Paa basket-banen paa Venice Beach trash-talker spillerne uafbrudt, men der er ogsaa nogle ret talentfulde gutter imellem.

Floej ind til LAX, den internationale lufthavn i Los Angeles 4. november. Jeg lagde ud med et par doegn i strandpromenade-bydelen Santa Monica. Den minder om Tenerife eller Nice med palmer, taetklippede graesplaener og en strand saa bred, at den faar Blokhus til at ligne en sandkasse paa Virklund Skole. De foerste dage gik mest med at overkomme jetlag, som ramte mig ret haardt den her gang.

Herefter tog jeg chancen og hoppede paa en Greyhound-bus mod San Francisco, selvom rygterne sagde, at passagerer blev overfaldet i omegnen af to ud af tre gange paa de busser. Det var nu ganske fredeligt, og det mest intense var en mexicaner, der brugte en times tid paa at fortaelle om sin barndom, hvor han fik taesk. Hvilket selvfoelgelig ogsaa var slemt nok i sig selv. Altsaa at han fik taesk.

Anyways. Landskabet mellem LA of San Francisco lignede i begyndelsen Australien med store oerkenagtige praerie-sletter. Vi kom forbi en ranch, hvor der vitterligt var uendeligt mange koeer. Eller i hvert fald mindst 20.000. Indhegningen blev ved i fem minutters high way-koersel, og der var kreaturer saa langt oejet rakte. Naermere San Francisco mindede landskabet mere om New Zealand med frodige smaa bakker. Der er da ogsaa en generelt en vis forskel paa klimaet i de to million-byer. LA er ren og skaer sommer og sol aaret rundt. Mens SF har perioder med regn, taage og lignende.

I San Francisco boede jeg paa vaerelse med en lang raekke karakterer. Blandt andet en boesse fra Norge, der gik i dametoej fra halvtredserne. En ung african american fra Brooklyn i New York, som jeg gaettede til at have den mest kraftfulde stemme i verden. Og en tysk IT-ingenioer, der havde de vaerste jokes, jeg nogensinder har hoert. De var alle sammen meget flinke. Jeg brugte tiden i San Francisco paa at se Golden Gate, stranden, Hippie-bydelen Haight Ashburry, boesse-bydelen Castro, og alverdens andet. Jeg floej tilbage til LA med Southwest Airlines, som vist saa sig selv som et meget ungdommeligt selskab med en fuldstaendig overskruet kaptajn, og stewardesser, der via hoejtaler-anlaegget skraalede meddelelser om at goere klar til departure med en soul-agtig sang, der sluttede paa ordene: "...this birdie's going to fly"

Tilbage i Santa Monica hang jeg ud med en australsk gut fra mit vaerelse. De sidste dage gik med at se paa maerkelige karakterer paa Venice Beach (15 minutters gang fra mit hostel), hvor tiggerne sidder med skilte, der meget ligefremt siger "I need money for weed and beer" og mingler fint med gadesaelgere, basketballspillere, skatere, beach volley-spillere, gymnaster i opstillede stativer og alverdens andet goegl. Vi var oppe og se Hollywood-skiltet, walk of fame, paa rundtur og se celebrity-homes (Playboy mansion, Sean Connery, Mel Gibson, u name it) Og vi gik en del i byen i det altid livlige natteliv i Santa Monica. Alt godt herfra.

Peace out from that sunshine state of California

Niels